Tale Grundlovsdag 2017 - 5. Juni Plads Frederiksberg

Grundlovsdag er traditionelt en anledning til at diskutere demokratiets tilstand i Danmark og i verden. En diskussion der altid er vigtig men nu måske vigtigere end længe i lyset af de mange terrorhandlinger, vi har set det seneste år, og i lyset af den voldsomme fremgang vi har set for de populistiske bevægelser i mange vores tætteste samarbejdspartnere og hos os selv.

Jeg vil i denne sammenhæng berøre to temaer.

Det ene er den omsiggribende mistillid til viden og dem der ved noget – mistilliden til ”eliten”.

Det andet er ”Ytringsfrihed” som retten til at sige hvad som helst uanset konsekvenserne.

Min baggrund for at gøre dette er, at jeg gennem mange år som interessevaretager for erhvervslivet har taget del i den offentlige samtale og interesseret mig for demokratiets funktion.

Grundloven – repræsentativt demokrati og ytringsfrihed

Grundloven garanterer ytringsfriheden. Det er godt og en afgørende forudsætning for vores demokrati. Men grundloven siger meget lidt om karakteren af de ytringer, som vi har ret til at komme med. Der er ikke krav om at vi skal tale ordentligt, sandt eller om, at vi skal vide noget om det vi taler om. Det overlader vi bortset fra enkelte formuleringer i anden lovgivning til almendannelsen. Den offentlige samtale bevæger sig i retning til at ytre sig bliver stadig vigtigere end, hvad man siger. Ytringen har fået karakter af en slags selfie, under mottoet ”jeg ytrer mig altså er jeg” Se bare debatten om blasfemi hvor man nu i ytringsfrihedens navn må komme med ubegrænset med ringeagtsytringer overfor andre menneskers religiøse overbevisning. Ytringsfriheden blev etableret som en afgørende forudsætning for demokratiet som den svageres ret til at tale magten imod. Den frihed er stadig altafgørende, men den er gledet i baggrunden. Et forhold hvis alvor og betydning bliver understreget af, at en meget stor del af vores befolkninger har mistet tilliden til demokratiske samtale – mistet tilliden til vore ytringer.

Tillidskrisen har på den internationale scene fået sit helt bizarre udtryk i begrebet ”fake news” forfalskede nyheder. At politikere og medier fremstiller virkeligheden, så den tager sig ud til deres fordel, er ikke godt men heller ikke nyt. Men når en ny Amerikansk Præsident kaster hele sin autoritet ind på at miskreditere pressen og selv udsender skyer af uunderbyggede ”sandheder” på tweeds, så er det nyt .Eller når han i ren popularitetsjagt hævder at der ikke er menneskeskabte klimaforandringer Nyt og skræmmende.

Men tillidstabet er ikke sket uden gode grunde. Vi må erkende, at på væsentlige områder har det, vi som professionelle eller politikere har sagt, ikke været rigtigt eller har vist sig ikke at være til gavn for væsentlige dele af befolkningen. Alverdens økonomer, herunder dem jeg selv har arbejdet sammen med, har sagt at globaliseringen gør os alle rigere. I gennemsnit er det rigtigt, men for mange er det forkert. En meget stor del af den amerikanske befolkning er blevet fattigere over de sidste 40 år. En lille del er blevet ekstremt meget rigere. Herhjemme afviste politikerne fra de etablerede partier, at vi havde alvorlige problemer med integration. Erhvervslivet fremhævede arbejdskraftens frie bevægeligheds betydning for bruttonationalproduktet uden at stå ved, at det for den der bliver presset ud af arbejdsmarkedet ser helt anderledes ud. Og endelig forfægtede Danmarks lærerforening, at det ikke var et problem at danske børn var meget svagere til at læse end andre landes børn. Mistillid Listen er lang – der er objektive grunde til mistillid – ude i verden og herhjemme.

Jeg har som interessevaretager for erhvervslivet argumenteret for at det er vigtigt for Danmark og i hele befolkningens interesse at vi har et konkurrencedygtigt erhvervsliv. Det står jeg stadig inde for. Men jeg oplevede sammen med mange andre et voldsomt tillidstab i forbindelse med finanskrisen. Det blev så åbenbart, at finanssektoren specielt bankrådgiverne ikke arbejdede i borgernes eller det øvrige erhvervslivs interesse. Jeg er opdraget med, at hvis du er en god kunde i banken så er banken god ved dig. Jeg blev klogere. Bankerne var hårdest ved deres gode kunder, det var dem der kunne betale! De dårlige fik man alligevel ikke noget ud af. Redningen af bankerne specielt i USA men også i Europa og Danmark afslørede, hvor tæt finanskapitalen har hænderne om nosserne på ikke bare på almindelige mennesker men også på regeringerne. Der er stort set ingen der er blevet draget til ansvar for det enestående svineri der foregik og foregår i denne sektor

Demokratiet kan ikke fungere hvis magthaverne lyver. Men det kan heller ikke fungere, hvis et flertal i befolkningen tror at magthaverne, eliten eller kapitalen, som vi kaldte dem i gamle dage, lyver. I dag er vi udfordrede på begge fronter.

Jeg tror, vi er nødt til at tillægge sandhedsværdien af det sagte meget større betydning. Det er ikke nok at ytre sig, vi skal også tale sandt. En sandhedsværdi der ikke bare er en overfladisk faktuel korrekthed, men en dybere blotlæggelse af at når vi siger noget, så gør vi det på en måde så dem vi taler til kan få det rigtige billede af, hvad det betyder for dem.

Lad mig illustrere udfordringerne i den danske politiske samtale med et eksempel fra uddannelsesverdenen, der indeholder mangel på respekt for såvel sandrulighed som viden.

De borgerlige har i deres forskellige regeringspatchwork lykkedes med at trække mere end 10 milliarder kr. ud af de videregående uddannelser. Nedskæringer der er fulgt op med udtalelser om, at det ikke vil eller må gå ud over kvaliteten i uddannelserne. Og der er flere nedskæringer bl.a. på SU i vente.

Det er sørgeligt og det er tankevækkende.

Det er ligeledes sørgeligt og tankevækkende at vi som socialdemokrater kun har haft relativt svage reaktioner på nedskæringerne.

Det er sørgeligt af flere årsager. Jeg vil nævne tre:

For det første er det meget uklogt at skære ned på uddannelsesinvesteringerne, når vi i forvejen bruger mindre på uddannelse end de regioner i verden, som vi skal kunne konkurrere med for at opretholde vores velfærd. Vores SU er høj, men de investeringer, der går til at producere uddannelserne, er middelmådige.

For det andet er det sørgeligt at det tilsyneladende falder politikerne naturligt at sige noget så åbenbart usandsynligt som at det ikke vil gå ud over kvaliteten af uddannelserne. Jeg er sikker på, at vi i alle virksomheder hele tiden skal blive bedre til at udnytte de ressourcer, der er til rådighed. Men at påstå, at det at fjerne 10 milliarder kr. ingen konsekvenser har for den kvalitet, der kunne være opnået, hvis midlerne ikke var fjernet, er åbenbart nonsens. Vi har ikke brug for uddannelser, der med nød og næppe kan holde samme standard som sidste år. Vi har brug for uddannelser, der hele tiden bliver meget bedre.

Og endeligt for det tredje er det sørgeligt fordi elitehadet har gjort uddannelsesinstitutionerne og de studerende til lette ofre. Det er blevet ok at kalde uddannelsesinstitutioner for kornfede uden antydning af dokumentation. Et tidligt eksempel på dette var Fog Rasmussen regeringens opgør med ”smagsdommere”. Smagsdommere var alle der vidste noget om det de beskæftigede sig med men som var uenige med regeringen.

Jeg tilhører, og mange af jer der er tilstede her tilhører, den udskældte elite. Det er derfor nødvendigt at spørge, hvad kan vi selv gøre for at genrejse tilliden til viden og til den demokratiske samtale?

For mit er udgangspunktet, at tillid forudsætter, at man erfaret fælles interesse

Vi må lytte til dem, der med både rette og urette føler sig svigtet og sat udenfor den demokratiske samtale, vi har svigtet uden nødvendigvis at give dem ret. Det er nødvendigt med en fælles undersøgende samtale om, hvad vi kan gøre bedre.

Vi skal tage udfordringerne ved integration alvorligt og gøre en seriøs indsats – men vi skal ud af erklæringskrigen, om hvem der kan opføre sig mest barbarisk.

Det er nødvendigt at se på ujævn fordeling af fordelene ved globalisering og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Hvis viden og uddannelse skal genvinde befolkningens tillid, så kræver det, at vi, der med samfundets opbakning har fået adgang til megen viden og uddannelse, bruger den på en måde, så almindelige mennesker kan stole på hvad vi siger og at vi gør det i deres interesse.

Det betyder ikke at vi skal sige det, folk gerne vil høre. Nej, vi skal sige det, vi virkelig tror på, og være lydhøre overfor dem som vore handlinger har konsekvenser for.

Ytringsfriheden for magthavere og elite forudsætter et etisk landkort der sikrer at man anvender sine ytringer til at styrke den demokratiske samtale.

Fortsat god grundlovsdag